0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Kathrine Granhøi Starris - Herlev Hospital
Foto: Kathrine Granhøi Starris - Herlev Hospital

Fra venstre: Overlæge og faglig ansvarlig (Obstetrik) Lene Drasbek Huusom, jordemoder Soheila Azimi, jordemoder Hanne Birgitte Pedersen, afdelingsjordemoder Marie Hellstrøm Jakobsen.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Af en eller grund er Herlev blevet prygelknabe«: Reportage fra en af Danmarks travleste fødegange

Sundhedsmonitor har besøgt fødegangen på Herlev Hospital, som det seneste halve års tid har været centrum i en række artikler om travlhed og dårligt arbejdsmiljø.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Hun presser. Vi skal have en afløser ned nu.«

»Ja, jeg ved det godt.«

Klokken er lidt over tre om eftermiddagen, og det markerer skiftet fra dag- til aftenholdet på fødeafdelingen på Herlev Hospital.

Omkring syv-otte jordemødre har taget plads i en af de mange Per Arnoldi-blå syverstole omkring et stort ellipseformet bord, som har lagt beslag på de fleste af vagtstuens få kvadratmeter. Stuen er tilpas rodet, og når nye kommer til eller nogen skal ud, må man møve sig omkring stole, rulleborde og kolleger. Et stort, rundt klistermærke på det mat-orange linoleumsgulv med teksten »hold venligst afstand« forekommer næsten ironisk.

Plads bliver heldigvis ikke et problem, når hele afdelingen flytter i dobbelt så store lokaler i Nyt Hospital Herlev til efteråret.

Vi skal have en derned og slukke for droppet

Opmærksomheden rettes mod den store whiteboardtavle, som fylder det meste af endevæggen i stuen. For den udefrakommende udgøres tavlen mestendels af uigennemskuelige forkortelser og fagsprog. Dog er det nemt at regne ud, at de små dannebrogsflag ud for et navn indikerer, at et barn er kommet til verden, og det dertilhørende mande- eller kvindetegn markerer barnets køn.

For bordenden sidder afdelingsjordemoder Mie Randall Kristensen. Hun ved godt, at der nede på en af stuerne ligger en kvinde, som har været i aktiv fødsel i snart tre timer – hun har det store overblik, og lige nu er det hendes opgave, at overdrage depechen fra de jordemødre, som er på vej hjem, til de friske, som lige er kommet.

»Vi skal have en derned og slukke for droppet. Er der en, der vil det med det samme,« spørger hun.

Epicenter: Herlev

Dækningen af fødeområdet har siden årsskiftet været massiv. Og kraftigst af alle steder har mediestormen blæst omkring Herlev Hospital.

Det var her broderparten af de mange omvisiteringer i sommeren 2020 fandt sted. Fødende kvinder, som blev sendt videre til et andet fødested, fordi der ikke var hænder eller stuer til dem på Herlev Hospital.

Det var også Herlev, som var omdrejningspunktet i en række artikler – blandt andet af DR – om udpræget travlhed og et dårligt arbejdsmiljø. Forhold, som udløste et påbud fra Arbejdstilsynet i 2018 og igen i december 2020.

Men hvordan er det at møde ind hver dag på en af landets måske mest omtalte arbejdspladser? Og hvad har ledelsen gjort for at imødegå travlheden og personalemanglen, som indtil videre har medført to påbud fra Arbejdstilsynet?

For at svare på det sidste, skruer vi tiden et par timer tilbage.

Makkerpar og prioriteringstrappe

En mand og en kvinde, som udmærker sig ved at være i civil og dermed ikke fra den sundhedsfaglige del af hospitalspersonalet, har taget plads på hver sin side af en stor tavle. De byder velkommen til ugens tavlemøde.

Omkring ti medarbejdere i hvide kitler har indfundet sig og står nu spredt ud omkring tavlen i en lille fordelingsgang, klædt i hospitalets særlige farvepalette: Det mat-orange linoleumsgulv, lyserøde døre med klare, orange karme og en grøn liste i loftet. Og selvfølgelig er der også fundet plads til en nydeligt redt hospitalsseng, som en af jordemødrene har set sit snit til at hvile sig op ad.

Ja, puha, der ligger meget i kommunikationen, ikke

Civilisterne er interne hr-konsulenter som skal støtte afdelingen og hjælpe chefjordemoder Vibeke Spring Lafrenz med at implementere to konkrete tiltag, som primært er sat i værk for at imødekomme påbuddet fra Arbejdstilsynet – Værktøjerne: ’makkerpar’ og ’prioriteringstrappe’.

»Nu kommer vi så lidt ind på det, vi konkret har sat i gang i forhold til makkerpar og prioriteringstrappen. Har I nogle aktuelle oplevelser i forhold til, hvad der fungerer godt ved makkerparordningen,« spørges der ud i gruppen.

Der er stille et par sekunder, indtil en af jordemødrene tager ordet.

»Det er svært at bede de sosu’er, der har været her længe, som har været vant til en anden arbejdsgang, om hjælp til med alle de her praktiske ting, fordi jeg hurtigt skal videre til det næste,« siger hun, hvilket afføder en ordveksling frem og tilbage om den kommunikative udfordring i ordningen.

»Ja, puha, der ligger meget i kommunikationen, ikke,« samler ordstyreren op og går videre til næste punkt.

En tretrinsraket

Makkerparordningen er et konkret initiativ, som er indført for at skabe mere tid og ro for jordemødrene og er egentlig en form for tretrinsraket, forklarer Vibeke Spring Lafrenz.

Først og fremmest har ledelsen ansat serviceassistenter til afdelingen, som er ikke-sundhedsfagligt personale, der skal aflaste sosu-assistenterne, så de kan hjælpe jordemødrene med det patientnære arbejde.

Serviceassistenter aflaster sosu’er, som aflaster jordemødre.

I praksis fungerer det sådan, at sosu-assistenten melder sin ankomst hos afdelingsjordemoderen og parres med en jordemoder ude på en af stuerne ud fra en vurdering af, hvor der er mest brug for hjælp.

Men sygemeldinger, travlhed og mangel på assistenter har betydet, at ordningen ikke er kommet helt flyvende fra start, forklarer Vibeke Spring Lafrenz – hvilket også er tydeligt på dagens tavlemøde, hvor flere fortæller, at de endnu ikke har prøvet at have en makker.

»Vi har kørt med makkerparordningen siden marts, og der er stadigvæk nogle, som siger, at de ikke har oplevet det. Men det er svært at implementere nye ting, og det tager lang tid, før det bliver et værktøj i afdelingen,« siger Vibeke Spring Lafrenz.

Makkerparordningen er i virkeligheden et klassisk eksempel på en velkendt disciplin i sundhedsvæsenet: opgaveglidning. Altså at opgaver, som før var synonym med en bestemt faggruppe, glider over til en anden faggruppe.

Og det er ikke helt ukontroversielt.

Eksempelvis har Jordemoderforeningen advaret om at fratage jordemødrene opgaver i svangreomsorgen, som ligger før og efter fødslen, for dermed at frigive tid til at være til stede under selve fødslen. Både fordi jordemødrene mener, at de er de bedst uddannede og mest egnede til opgaverne, men også fordi et arbejdsliv, der går fra fødsel til fødsel er stressende og opslidende i det lange løb.

Den del er Vibeke Spring Lafrenz opmærksom på. Men når hun aktuelt står og mangler, hvad der svarer til 15 fuldtidsjordemødre, er gode råd dyre, og derfor har hun og direktionen været nødt til at tænke i andre faggrupper:

»Det er en kulturændring. Men måske giver det god mening, at der er flere fagligheder i en afdeling, så man bedre kan understøtte kerneopgaven,« siger hun og fortsætter:

»Og uanset hvilken faggruppe, du tilhører, så er der opgaver, som kan varetages af nogle andre. Der er lægeopgaver, som jordemødrene eller sygeplejerskerne laver og vice versa.«

En udvanding af faget

En af dem, som ærgrer sig over udsigten til at skulle videregive opgaver til andre faggrupper, er Gunilla Holm. Hun er basisjordemoder og blev uddannet for et år siden, og i dag har hun aftenvagten i fødemodtagelsen.

Men selvom hun er ung og ny i faget, falder hendes ansigt i bekymrede folder, når snakken falder på fremtiden.

»Jeg vil meget gerne arbejde som jordemoder og lære faget, men jeg kan godt mærke, at man ikke holder til det her i længden. Jeg tænker ikke, at jeg sidder her om fem år,« siger hun.

En afdelingslæge overhører samtalen og bryder ind:

»Om fem år? Det var ikke ret lang tid – I unge burde jo netop have sulten,« siger hun med en vis portion omsorg i stemmen.

Gunilla Holm er fuldtidsansat, hvilket langt fra er normen for jordemødre ansat i det offentlige – men en ting er timerne, noget andet de skiftende vagter og den ringe indflydelse, hun selv har på sine vagter.

Eksempelvis blev hun i år tildelt en uges ferie i starten af juni og så igen to uger i midten af august. Med andre ord er tre ugers sammenhængende ferie hen over sommeren, som er højsæson for fødsler, ikke en mulighed. Samtidig arbejder jordemødrene på Herlev Hospital som på de fleste andre af landets fødesteder typisk hver anden-tredje weekend og har et miks af aften-, dag- og nattevagter.

Til sidst føler man ikke, at man kan være noget for nogen som helst

Det er på ingen måde unikt for jordemoderfaget, som i den henseende deler skæbne med en lang række andre fag i sundhedssektoren – hvor specielt akutområdet i sagens natur skal være bemandet døgnet rundt.

Men ikke desto mindre er det netop en af grundene til, at det er så svært at rekruttere til faget, og at mange søger mod det private arbejdsmarked, andre funktioner i det offentlige eller f.eks. tager ansættelse i en lægepraksis, mener Gunilla Holm:

»Jeg har ingen forudsigelighed i mit liv. Jeg har ikke nogen børn, men sådan som mit liv ser ud lige nu, kan jeg overhovedet ikke se, hvordan det skal kunne lade sig gøre.«

Gunilla Holm er glad for, at ledelsen på Herlev Hospital har sat en række initiativer i gang for at komme den udprægede travlhed til livs – men hun kalder det samtidig for »lappeløsninger«, og hun er bekymret for, hvad det kommer til at betyde for arbejdsglæden.

Specielt peger hun på opgaveglidning og en for snæver specialisering af jordemoderfaget som en model, der måske nok aflaster lige nu, men på den lange bane risikerer at gøre det endnu sværere at rekruttere til faget.

»Det er helt vildt utilfredsstillende at stå med en fødende kvinde, hvor du giver ekstremt meget af dig selv til den her familie, hvis man ikke kan være der bagefter og få lov til at runde af,« siger hun og fortsætter:

»Det er noget af det, der giver værdi og mening for mig. I modsætning til en arbejdsdag, hvor man nærmest kun når at lægge barnet på maven og så videre til noget nyt. Det er så intenst at gå fra den ene fødende til den næste, som har ekstremt ondt. Til sidst føler man ikke, at man kan være noget for nogen som helst.«

På Herlev Hospital er det på travlheds-niveau tre – det højeste niveau – at jordemødrene skal overgive nogle af efterfødselsopgaverne til andre faggrupper.

Og selv om Gunilla Holm principielt mener, at eksempelvis efterfødselssamtalen bør varetages af en jordemoder, forstår hun godt, hvorfor ledelsen har tænkt i de baner – for selvfølgelig skal de gøre, hvad de kan, for at sørge for at jordemødrene på afdelingen kan spise deres madpakker og gå på toilettet – også når der er travlt.

Derfor mener hun heller ikke, at problemet kan løses på Herlev Hospital. Politikerne skal på banen, og så skal de droppe snakken om ret til to dages indlæggelse og et øget uddannelsesoptag:

»Løsningen er ikke at uddanne flere. Der er masser af jordemødre. De laver bare noget andet. De gider ikke at være jordemødre på fødegangene.«

Et regionalt problem

Selvom Vibeke Spring Lafrenz med tavlemøder, makkerparordning og prioriteringstrappe gør, hvad hun kan for at løse både påbuddet fra Arbejdstilsynet og udfordringen med travlhed, er hun sådan set på linje med Gunilla Holm i forhold til det grundlæggende problem.

»Vi kan ikke blive ved med at have en region, hvor det er svært at rekruttere og fastholde jordemødrene,« siger hun.

Vibeke Spring Lafrenz har arbejdet med udfordringerne med travlhed og jordemodermangel i seks år, og indtil for ganske nylig har der ifølge chefjordemoderen været en tendens til at fokusere på de enkelte fødesteder fremfor det bagvedliggende problem.

Først var det et Hvidovre-problem, så var det et Herlev- og Riget-problem, og nu er det et regionalt problem

»Først var det et Hvidovre-problem, så var det et Herlev- og Riget-problem, og nu er det et regionalt problem, idet fødeafdelingen på Nordsjællands Hospital også har udfordringer. Men det er først nu, at der er en klar forståelse for, at der bliver nødt til at blive gjort noget regionalt.«

At politikerne og befolkningen har fået øjnene op for udfordringerne på fødeområdet, skyldes til dels den mediestorm, som specielt Herlev Hospital, men også resten af området har været ramt af det seneste halve års tid, mener Vibeke Spring Lafrenz.

Men det har ikke været omkostningsfrit at være omdrejningspunktet for en række kritiske artikler.

»Det er hårdt for alle faggrupperne hele tiden at se sin arbejdsplads på forsiden. Det kan mærkes, og det har fyldt meget.«

Samtidig har den dårlige omtale sat Vibeke Spring Lafrenz og ledelsen i en slags catch-22: En stor del af afdelingens udfordringer i forhold til arbejdsmiljø kan i en vis udstrækning løses med flere jordemødre, men mange jordemødre vil ikke tage arbejde i regionen på grund af det dårlige arbejdsmiljø, medierne har fortalt om.

»Vi, der har været på Herlev, har ikke kunnet genkende os selv i historierne, fordi de var så gamle. Men det, at vi skulle blive ved med at have det her dårlige ry. Det er hårdt,« slutter Vibeke Spring Lafrenz.

Den optimale verden

Tilbage på vagtstuen er der opbrud efter vagtskiftet, og der er en summen og et rend ind og ud af stuen.

Den erfarne jordemoder Maria Danielle Bach Andersen – nu i civil – stikker hovedet ind for at sige tak for i dag, men bliver i stedet fanget i snak under dørkarmen med afdelingsjordemoder Mie Randall Kristensen, specialeansvarlig overlæge Lene Drasbek Huusom og afdelingslæge Fjóla Jónsdóttir:

»Det er et problem i hele regionen og måske endda hele landet, men af en eller grund er Herlev blevet prygelknabe. Og det er ikke fair,« siger Lene Drasbek Huusom og fortsætter:

»Men vi har da døgn – det har alle fødesteder – hvor der er vildt travlt. Det er svært at løse, fødsler er jo vanskelige at planlægge.«

Maria Danielle Bach Andersen bryder ind:

»Forskellen er, at de perioder, hvor vi oplever ekstra travlhed, dem er der flere af i dag, end der var tidligere.«

Deltagerne i dørkarmskonferencen ser ambivalent på opgaveglidningen mellem faggrupperne på fødegangen, som f.eks. også kommer til udtryk ved, at der på Herlev er ansat yngre læger, som blandt andet skal aflaste jordemødrene.

For på den ene side er det en nødvendig vej at gå for at opretholde patientsikkerheden, siger Lene Drasbek Huusom.

»Men det er da en glibebane,« anfører Fjóla Jónsdóttir og konkluderer:

»Det bedste er, hvis der er jordemødre til alle jordemoder-opgaverne, sosu’er nok til sosu-opgaverne og læger til lægeopgaverne. Det er sådan, den optimale verden ser ud.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: