0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat@sundhedsmonitor.dk

Jonatan Schloss efter fyring: Je suis Ole Thomsen

Sagen er ikke så simpel, som folkedybet vil vide det. Dette påstår jeg med en fortid som hospitalsdirektør m.v. i sundhedsvæsenet igennem 20 år, skriver Jonatan Schloss, der er direktør for kommunernes udviklingscenter, Komponent.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I sidste uge blev koncerndirektør Ole Thomsen fyret fra sit job i Region Midtjylland pga. den såkaldte amputationsskandale. Ifølge pressen skyldes fyringen, at man fra politisk hold var utilfredse med, at Ole Thomsen havde overhørt advarsler fra det regionale specialeråd i forbindelser med de sædvanlige sparerunder.

Specialerådet havde advaret om, at kapaciteten var for lav, og patientsikkerheden truet. Med andre ord, for mange forebyggelige amputationer pga. besparelser.

For folk uden indgående kendskab til hospitalsledelse forekommer afskedigelsen indlysende berettiget. Imod givet råd at spare så meget, at folk mister deres ben, er da en oplagt afskedigelsesgrund. Ude på de midtjyske hospitalers konferencerum skal der nok også sidde en del overlæger og godte sig over, at en ond djøf’er, der ikke ville lytte til lægerne, nu har fået sin bekomst.

Ikke så simpel

Som altid er sagen ikke så simpel, som folkedybet vil vide det. Dette påstår jeg med en fortid som hospitalsdirektør m.v. i sundhedsvæsenet igennem 20 år. Jeg startede som 25-årig som økonom på Hillerød Sygehus, hvor mit job var at hjælpe sygehusledelsen med at sige nej til konstante ansøgninger om penge.

Som nybagt far husker jeg særligt en sag, hvor fys/ergo’erne søgte om opnormering til at hjælpe nyfødte klumpfodsbørn. Svaret var »nej, ikke flere penge«. En anden sag handlede om kirurgernes ansøgning om nyt kikkertudstyr, så de kunne undgå nogle af de større invasive operationer. Svaret var »nej, ikke flere penge«.

Nogle måneder senere bad de mig komme ned på patologisk afdeling, skuffen blev trukket ud, og der lå en sepsis-død patient. Hans død kunne have været undgået, hvis de ikke havde været tvunget til at bruge de gammeldags metoder.

Jeg har godt nok sagt nej til meget

Denne beretning kunne jeg fortsætte igennem mange sider, hvis jeg skulle opliste alle de gange, hvor mine »nej, ikke flere penge« på vegne af ’systemet’ angiveligt har kostet et utal af patienters liv og levned ifølge de sundhedsprofessionelle. For at summe det op kan jeg nævne et fint brev, jeg engang fik fra en gruppe overlæger til den nyslåede hospitalsdirektør: »Dit job er at sørge for, at der penge nok«.

Min påstand er, at enhver hospitalsdirektør, sundhedsdirektør, regionsdirektør osv., som har passet sit arbejde med at få skattekronerne til at slå til, med rette vil kunne blive anklaget for at have overhørt overlægers advarsler om konsekvenserne for patienterne af deres »nej, ikke flere penge«.

»Lad os da endeligt få fyret djøf’erne, så vi kan få direkte adgang til at forklare politikerne om, hvad der faktisk er brug for i sundhedsvæsenet,« vil en del overlæger sikkert sige.

Altid brug for flere penge

Lægevidenskaben er med sin naturvidenskabelighed heldigvis sådan indrettet, at der konstant udvikles nyt apparatur og medicin, så vi hele tiden kan mere. Men alt det nye koster flere penge. Antallet af sygehuslæger er eksploderet i de seneste mange år, medicinudgifterne ditto. Politikerne halser efter og pumper sygehusene med mange flere penge, men aldrig nok.

Altid vil sygehusene kunne redde flere menneskeliv og skabe mere livskvalitet, hvis bare der var endnu flere overlæger, den nyeste medicin og det nyeste grej. Ingen folkevalgte vil lægge navn til et nej. Det er blevet djøf’ernes lod at sige nej på skatteborgernes vegne til bare en lille del af det, lægevidenskaben kan.

Personligt har jeg sagt ja til langt mere, end jeg har sagt nej til, men jeg har godt nok sagt nej til meget. Og har hørt på mange utilfredse overlæger. Derfor: Je suis Ole Thomsen.

Er der nogle veje ud af dette? En vej kunne være ærlighed fra de folkevalgtes side. Mængden af kroner til sundhedsvæsenet fastsættes i Folketinget. Det kunne være hjælpsomt for lægerne og for borgerne at få klar besked fra Folketinget om, at der er ting, vi ikke har råd til.

Det er dog naivt at tro, folkevalgte med ønske om genvalg stiller op til denne ærlige kommunikation i konkrete sager.

Det er derfor folkestyrets tjenere, djøf’ernes, lod at sige nej.

Her er den uendeligt svære kunst at finde ud af, hvornår man skal sige ja, og hvornår man skal sige nej.

Eller i salig amtsborgmester Erling Tiedemanns (V) formulering: Som chef for sundhedsvæsenet skal man kunne skelne mellem et hyl og et skrig.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-600 ord til debat@sundhedsmonitor.dk. Klik på boksen nedenfor for at kommentere direkte på dette indlæg.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: