Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.
Spørgeskema om automatisk oplæsningPsykiatrien har i årevis været underdrejet og underprioriteret, og ikke mindst derfor er det en bunden opgave for politikerne at give patienterne en markant bedre psykiatri.
Det kræver vilje, målrettethed og massive investeringer.
Det er et must, at politikerne leverer en ambitiøs plan med tårnhøje ambitioner og de nødvendige tiltag og investeringer til at komme i mål. Forbedringerne af psykiatrien skal ikke stå tilbage for det massive kvalitetsløft, som vi så på kræftområdet i starten af dette årtusinde.
Som samfund kan vi ikke være andet bekendt
Vi skylder de mange hundrede tusinde danskere, der har en psykisk lidelse, og de mange pårørende, som også berøres, at psykiatrien kommer på omgangshøjde med resten af sundhedsvæsenet. Som samfund kan vi ikke være andet bekendt.
Heldigvis har politikerne i Folketinget nu alle muligheder for dette, for det faglige oplæg til den kommende 10-årsplan er nu endelig blevet offentliggjort af Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen. Oplægget tæller 37 anbefalinger indenfor ni temaer og har overordnet set de rigtige elementer med.
Vi genkender psykiatrien, som vi læser om den hér, og vi arbejder med udfordringerne og savner løsningerne.
Derfor peger det faglige oplæg også på, at der skal ske et gennemgribende fagligt løft af indsatsen til mennesker med psykiske lidelser på tværs af social- og sundhedsområdet. Der skal sikres en tidlig og sammenhængende indsats – bl.a. gennem implementeringen af nationale standarder og krav til kvaliteten – også på det kommunale område.
Og så skal indsatsen til børn og unge og til de sværest syge prioriteres som noget af det første.
Tårnhøje ambitioner kræver flere speciallæger
Det er dog en forudsætning for at nå i mål med det nødvendige løft, at der fra dag 1 er fokus på at sikre den nødvendige kapacitet. Sådan var det også på kræftområdet, hvor kapacitet i høj grad var strålekanoner og CT-scannere, men også over årene var en stigning i antallet af kræftlæger på 71 procent.
I psykiatrien er kapacitet i høj grad lig med kompetent personale. Og lige nu er den største udfordring i sundhedsvæsenet, og særligt i psykiatrien, at der mangler personale til at løfte opgaverne.
Først og fremmest bliver vi nødt til at adressere behovet for at investere i mere personale
Det samlede antal medarbejdere i behandlingspsykiatrien er blot steget med cirka 15 procent fra 2010 til 2017, mens antallet af patienter er steget med knap 30 procent i omtrent samme periode. Derudover vurderer 96 procent af speciallægerne i børne- og ungdomspsykiatri og 86 procent af speciallægerne i psykiatri i Lægeforeningens psykiatrisurvey fra 2020, at de ville kunne give deres patienter en bedre behandling, hvis der var flere ressourcer i deres afdeling.
Så først og fremmest bliver vi nødt til at adressere behovet for at investere i mere personale, og dermed også at få uddannet flere speciallæger inden for psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri. Flere læger i psykiatrien i færd med at blive speciallæger vil være en hjælp fra første dag og vil samtidig give opbygning af kompetencer.
De 10 år må ikke blive en sovepude
Hvis ambitionerne i 10-årsplanen skal lykkes, er det nødvendigt med konkrete og forpligtende mål og delmål. De 10 år må ikke blive en sovepude.
Forpligtende mål og delmål skal sikre, at de tiltag, der sættes i gang, også er tilstrækkelige til at skabe den kvalitet og de forbedringer, der er behov for.
Derudover er det nødvendigt, at Folketinget laver en plan, der binder de nødvendige tiltag sammen fra alle temaer. Det faglige oplæg er ikke en buffet, hvor man kan vælge og vrage. Det er en samlet pakke, og det er kun med en sammenhængende indsats for alle ti år med tiltag, der kommer i den rigtige rækkefølge, at vi får det helt nødvendige løft af det samlede psykiatriområde.
Og det skal vi. Vi kan ikke være andet bekendt.
Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-600 ord til debat.sundhedsmonitor@pol.dk.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Skriv kommentar