0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Camilla Bielski
Foto: Camilla Bielski
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Formand for sygeplejestuderende: Der er flere udfordringer end blot mangel på praktikpladser

Kombinationen af corona, mangel på kliniske vejledere og et generelt presset sundhedsvæsen udfordrer vores muligheder for at få vejledning og gode læringsmuligheder, skriver formand for sygeplejestuderende i en replik til dekan.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) er vi positive over, at frafaldet fra sygeplejerskeuddannelsen for 2020, ifølge dekanen på Københavns Professionshøjskole Randi Brinckmann, ikke er alarmerende højt. Det er positivt at den første coronabølge ikke afskrækkede sygeplejestuderende i højere grad.

I SLS er vi dog mere bekymrede for frafaldet i 2021.

Vi er i praktik for at lære. Ikke for at aflaste sundhedsvæsenet

For hvis vi skal have fakta med, så har hverken 2020 eller 2021 været en dans på roser for sygeplejestuderende. Og derfor er vi desværre ikke forundrede over, at vi blandt vores medlemmer ser tendenser til, at flere sygeplejestuderende har afbrudt deres uddannelse i 2021 end årene før.

Jeg vil gerne gerne give vores bud på årsagerne til frafaldet og på, hvad vi kan gøre ved det.

Et presset sundhedsvæsen udfordrer læringsmulighederne

2020 bød på massive corona-nedlukninger med dertilhørende online omstilling af hele vores undervisning og studieliv. Samtidig skulle vi møde op til vores planlagte praktikforløb med stor usikkerhed om, hvorvidt de kliniske vejledere, der har ansvar for vores læring under praktikforløbet, havde de fornødne ressourcer til vejledning og refleksion med os.

Og den usikkerhed fortsatte i 2021 – endda krydret med en ellers tiltrængt debat om uligeløn i form af OK21, hvor vores kommende kollegaer strejkede historisk længe i 10 uger.

Da vi startede det nye semester efter sommerferien i 2021, var det lige oveni regeringens indgreb, som satte en stopper for sygeplejestrejken. Et regeringsindgreb, som for alvor viste os, hvilke tanker landets øverste magt har om vores fremtidige erhverv.

Af og til føler vi os i praktikforløbene nødsagede til at gå på kompromis med læringen og nærmest indgå i normeringen ude på de travle afdelinger. Fordi vi så brændende ønsker at få sygeplejen ind under huden og lære de nødvendige kompetencer, før vi skal stå med det kanonstore ansvar som færdiguddannede sygeplejersker. Men som studerende under uddannelse skal vi ikke indgå i normeringerne. Vi er i praktik for at lære. Ikke for at aflaste sundhedsvæsenet.

Flere studiepladser

Antallet af studiepladser på sygeplejeuddannelsen er steget løbende de seneste mange år i takt med den stigende efterspørgsel på os som færdiguddannede. Dog er der ikke fulgt tilstrækkeligt med økonomi til det øgede antal studerende.

Det betyder lige nu, at vi er væsentligt flere studerende pr. klinisk vejleder, når vi er i praktik, da økonomien ikke har været tilstrækkelig til at uddanne flere kliniske vejledere. Når vi er flere studerende pr. klinisk vejleder, så betyder det mindre tid til refleksion og vejledning af den enkelte studerende. Og det koster på læringskontoen.

Vi er mere bekymrede end Randi Brinckmann giver udtryk for

De kliniske vejlederes kerneopgave er at vejlede os i koblingen mellem den teori, vi lærer på skolen, og den praksis vi møder i vores praktikforløb. Og netop denne kobling mellem teori og praksis er det, der har allerstørst betydning for, om vi føler os klædt på til arbejdet som sygeplejersker, når vi er færdiguddannede.

Kombinationen af corona, mangel på kliniske vejledere og et generelt presset sundhedsvæsen udfordrer vores muligheder for at få vejledning og gode læringsmuligheder. Og i SLS ved vi, at læring koster vejledning. Det er fakta.

Så for os er det desværre ingen overraskelse, at vi ser tendenser til et øget frafald fra sygeplejeuddannelsen for 2021, og vi er mere bekymrede end Randi Brinckmann giver udtryk for i debatindlægget i Sundhedsmonitor.

Frafaldet skal bremses med en direkte finansiering af praktikkerne

I SLS mener vi, at frafaldet fra uddannelsen skal bremses gennem investering i vores praktikforløb, hvor det er afgørende, at økonomien følger de studerende og de kliniske vejledere, f.eks i form af et refusionstaxameter.

Det er meget positivt, at Uddannelses- og Forskningsministeriet, ifølge TV 2 Nyhederne 5. januar, vil arbejde på at skaffe 1000 flere praktikpladser, og vi håber at kunne samarbejde om at finde de bedste løsninger.

For det er strengt nødvendigt, at økonomien til de kliniske vejledere hører med. Økonomi til at uddanne flere kliniske vejledere, og økonomi til at holde dem så meget ude af normeringen på praktikstedet som muligt. Ved at holde dem uden for normeringen kan det i højere grad sikres, at vejlederne har tid til at planlægge lærerige og udfordrende praktikforløb og honorere den løbende vejledning og refleksion for fremtidens sygeplejersker til gavn for fremtidens sundhedsvæsen.

I SLS mener vi ikke, at de ekstra praktikpladser bare kan findes ved at sende flere studerende i aften- og nattevagter, som det blev udtalt af Daniel Bojsen og Randi Brinckmann i TV 2 Nyhederne 5. januar.

De sygeplejestuderende skal være i de vagtlag, hvor der er allermest læring at hente.

Det skal være vores faglige læring, der er i fokus i praktikforløbene

Og det er i dagvagterne, at den primære del af behandlingen af patienterne og borgerne foregår og med særligt fokus på det tværprofessionelle samarbejde med andre faggrupper.

Selvfølgelig skal vi også opleve, hvor anderledes arbejdsopgaverne ser ud i en aften- eller nattevagt, men det må aldrig blive et krav for at blive færdiguddannet.

Det skal være vores faglige læring, der er i fokus i praktikforløbene, så vi bliver de dygtigst mulige fremtidige sygeplejersker.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-600 ord til debat.sundhedsmonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: