0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lars Skaaning
Foto: Lars Skaaning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Sodemann: Politikernes berøringsangst overfor ulighed i sundhed er til at tage og føle på

Folketingspolitikerne skal interessere sig for ulighed i sundhed, fordi det er lige til. Men det kræver, at de dropper den påfaldende berøringsangst og deres selvpålagte ide om, at det er alt for svært til politik, skriver professor Morten Sodemann.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der var høring i Folketingets sundhedsudvalg om ulighed i sundhed 10. november. Udover at kun halvdelen af partierne var til stede til en debat om et af vor tids største og dyreste udfordringer, så var der nogle opsigtsvækkende tendenser i debatten under høringen, som måske forklarer, hvorfor vi stadig må slås med den ulighed i sundhed, som dokumenteres hvert 10. år i store undersøgelser.

Berøringsangsten overfor ulighed i sundhed var til at tage og føle på.

For det første var der fra politisk side en klar interesse i at italesætte ulighed i sundhed som et så komplekst problem, at det ville være svært for politikerne at ændre på det (!).

I samme anledning bemærkede en politiker, at man skulle passe på med at gøre for mange ting på én gang, så man ikke risikerede at miste effekten, mens en anden politiker mente at lixtallet blandt eksperter var for højt til, at politikere nogensinde ville kunne forstå, hvad de skulle gøre.

Hvad forklarede forskerne?

Men hvad talte forskerne om, og hvad var deres forslag?

De beskrev ret banale og simple forskelle i sygdomsrisiko og i behandlingskvalitet mellem rig og fattig, mellem dem med korte og længerevarende uddannelser, mellem land og by og mellem forskellige erhverv.

De beskrev betydningen af sociale forskelle i rygning og kræftoverlevelse. De forklarede, hvordan patienter ikke tages med på råd i politiske tiltag, og de beskrev, hvordan velfærdssamfundet svigter børn i deres opvækst.

Der var fokus på mænd, der ikke går til læge, men gerne vil undersøges på arbejdspladsen, og de handicappede kunne fortælle om, hvordan de oplever overdødelighed af sygdomme, der kan forebygges og behandles.

Patienters udgifter til transport og medicin er ulige fordelt, og det er de rigeste, der får den forholdsvist største andel af medicintilskud og har færrest udgifter til transport til sygehus.

Man fik fornemmelsen af, at Folketinget hellere vil behandle vælgere end patienter

Der blev talt om de sundhedspolitiske forskelsbehandlinger, der eksisterer i de 98 kommunale sundhedsvæsener, om differentieret moms på sundhedsskadelige produkter og dødsensfarlige sektorovergange.

Og så blev der talt om forskelsbehandling i sundhedsvæsnet, hvor de kort uddannede venter længere tid på diagnose og behandling, bliver mindre involveret i beslutninger og sjældnere får tilbud om forebyggelse eller genoptræning.

Eksperterne forklarede politikerne, at ulighed i sundhed ikke er en abstrakt sammenhæng, der kun kan spottes i statistikker – den udøves hver dag overalt i samfundet lige fra lovgivning og organisering til dårlig kommunikation og fordomsfuldhed.

Vil Folketinget hellere behandle vælgere end patienter?

For ekspertpanelet blev der tegnet et billede af landspolitikere, der ikke ledte efter indsigt, men søgte efter en enkelt politisk ufarlig quick-fix løsning. I stedet præsenterede ekspertpanelet dem for en lang liste med resultaterne af årtiers politiske forsømmelser mod ulighed i sundhed.

Man fik fornemmelsen af, at Folketinget hellere vil behandle vælgere end patienter. Kommunerne får stadig lov til at have hver deres sundhedspolitik, men holdes i et økonomisk jerngreb. Samtidig har regionerne fået at vide, at de ikke skal beskæftige sig ret meget med ulighed i sundhed, men derimod arbejde med kræftplaner, behandlingsgarantier og i øvrigt spare sammen til og bygge sygehusmastodonter, fordi det politiske paradigme er, at man løser menneskeligt skabte problemer med mursten.

Ulighed i sundhed sidder lige midt i ansigtet

Her blev spørgsmålet om ulighed i tandbehandling et helt perfekt billede på, hvorfor vi stadig har ulighed i sundhed.

Ulighed i sundhed sidder lige midt i ansigtet – tandpine er både en fysisk og en økonomisk smerte. Tænder er det eneste organ i kroppen, der ikke er omfattet af sundhedsloven.

Det er kun en politiker, der kan finde på at bestemme, at et organ ikke er en del af kroppen. Infektioner i dårlige tænder er en hamrende dyr lidelse, fordi den fører til tab af livskvalitet, spiseforstyrrelser og kronisk hovedpine.

Som infektionsmediciner ved jeg, at infektioner, der kræver dyre undersøgelser og langvarig behandling som knogleinfektioner og hjerteklapinfektioner, ofte skyldes tandinfektioner.

Patienter, der skal have nye knæ eller hofter, skal ofte have dyr tandbehandling, før de kan opereres – det medfører social ulighed. Nogle afdelinger på sygehuse har ligefrem gjort det til en sygeplejeopgave at lære patienter at børste tænder. Der er social ulighed i hvor hyppigt børn børster tænder, og den sociale arv forfølger dem som voksne.

Kære folketingspolitikere: I skal interessere jer for ulighed i sundhed, fordi det er lige til.

I kan spare over 55 milliarder kroner om året ved at ændre på social ulighed, siger sundhedsøkonomerne. Eksperterne gav jer et hav af simple gode tiltag, som hver især er nemme at lovgive om.

Men det kræver, at I dropper den påfaldende berøringsangst og jeres selvpålagte ide om, at det er alt for svært til politik.

I er selv både problemet og løsningen. Det er jer vi venter på.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-600 ord til debat.sundhedsmonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: