0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Danske Regioner
Foto: Danske Regioner
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Karin Friis Bach: Medicin bør være til alle – ikke kun til de få

Vi har brug for nye innovative partnerskaber, hvis vi fortsat skal have både adgang og råd til de højteknologiske behandlinger, skriver spidskandidat for Radikale Venstre til Region Hovedstaden og formand for Danske Regioners sundhedsudvalg Karin Friis Bach (R).

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Da jeg som nyuddannet farmaceut i 90’erne havde job i medicinalindustrien, blev der udviklet lægemidler til store patientgrupper.

Vi levede højt på salget af betablokkere og kolesterolsænkende præparater, som blev brugt forebyggende til dem, som var i risiko for at få blodpropper eller andre alvorlige hjerte-kar lidelser. Der blev udviklet nye migrænemidler, mavesårsmedicin og lykkepiller. Jeg tror, at rigtig mange mennesker har prøvet en eller flere af de piller. Alt i alt gik det rigtig godt for medicinalindustrien.

Der blev den sommer helt reelt byttet personale for medicin

Overfor medicinalindustrien stod sygehusene i Danmark, der skulle købe al den nye medicin. For at sikre nogle priser, man havde råd til at betale, fandt sygehusene sammen med henblik på fælles udbud af det samlede forbrug af nogle af præparaterne.

Det blev til amternes grossistvirksomhed, Amgros, som siden har forhandlet store rabatter hjem på det offentlige sundhedsvæsens vegne. Senere blev det klart, at dette ikke var nok. Medicinalindustrien udviklede nu i højere grad mere specialiserede og højteknologiske præparater som f.eks. immunterapi og biologiske lægemidler. Det var præparater målrettet færre patienter, og de blev prissat helt anderledes højt. Men de patienter, de var udviklet til, var alvorligt syge. Typisk kræftpatienter. Så hvem kunne sige nej til det?

Prioritering i det skjulte

I 2015, da jeg stadig var forholdsvis nyvalgt sundhedsudvalgsformand i Region Hovedstaden, måtte vi genåbne budgetterne midt på året – og bede hospitalerne levere 200 mio. kr. ekstra i besparelser. Ellers havde vi ikke penge nok til at betale for de nye, dyre præparater. Der blev den sommer helt reelt byttet personale for medicin.

Og det var ikke det eneste problem. For kurven for de forventede udgifter til medicin i årene fremover var eksponentielt stigende. Der var mange, gode og højteknologiske produkter i pipeline i industrien, som måske ville kunne hjælpe livstruede patienter eller andre med alvorlige og invaliderende sygdomme. Men hvordan skulle vi kunne betale det?

Der blev ved Folketingsvalget i 2015 talt rigtig meget om behovet for prioritering. Det var åbenlyst for alle, at denne udvikling ikke kunne fortsætte. Alligevel gik de to statsministerkandidater Helle Thorning-Schmidt (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) begge til valg på, at der ikke skulle prioriteres.

Danske patienter skulle selvfølgelig have adgang til al den nyeste og mest innovative medicin, der blev udviklet. Disse løfter holdt dog ikke i praksis, for sundhedsvæsenets budgetter var jo ikke uendelige, og prioriteringen skete bare i det skjulte i stedet.

Et institut, der kunne sige nej til ny medicin

Men allerede et halvt års tid efter valget vedtog alle Folketingets partier i enighed de syv principper for prioritering, som blev grundlaget for, at vi i regionerne omsider kunne etablere et »prioriteringsinstitut« – Medicinrådet – som startede 1. jan. 2017.

Det nye var, at Medicinrådet faktisk kunne sige nej til at købe ny medicin til sygehusene, hvis man vurderede, at prisen ikke stod mål med effekt. Det havde aldrig tidligere været italesat på det niveau som en mulighed i Danmark, men det gav unægtelig de offentlige indkøbere stærkere muskler i forhandlingerne om rabatter på de dyre præparater.

Medicinrådet – og nu også et nystartet behandlingsråd – er de ordninger, vi nu har for at holde snor i udgifterne til medicin. Og selvfølgelig er medicinrådets metoder, rammer og beslutninger løbende til debat.

Man kan sige, at det er en politisk opgave, som vi fem regionsråd har delegeret til et råd, som arbejder åbent, systematisk og med inddragelse af de relevante interessenter. Så selv om vi politikere holder armslængde til selve beslutningerne, bør vi selvfølgelig stå på mål for de procedurer, der arbejdes efter.

Set fra et økonomisk synspunkt kan gode behandlinger ofte føre til besparelser andre steder i samfundet end på sygehusene

Jeg taler derfor jævnligt både med patientforeninger og lægemiddelindustri om Medicinrådet og dets funktion. Og et tilbagevendende tema er, hvordan vi fortsat kan sikre, at også små patientgrupper – dem med de sjældne diagnoser – kan få gavn af den fantastiske udvikling inden for nye behandlinger. Det er jo særlig svært at skaffe evidens for behandlingerne til disse patienter, når de ikke er så mange, der kan indgå i forsøg.

Det spørgsmål, synes jeg, at vi tager alvorligt i Danske Regioners bestyrelse, hvor jeg nu sidder. Vi har defineret nye principper og modeller for vurdering af lægemidler, som netop er til de sjældne diagnoser.

Ny medicin er langt mere målrettet

Det er alt sammen gode tiltag. Men alligevel er der noget, som nager mig.

For udviklingen går nu videre og den stadigt voksende og forskningstunge life science-industri udvikler i stigende grad mere og mere højtspecialiserede behandlinger, som på grund af de nye genteknologiske og computeranalytiske muligheder, er langt mere målrettede end vi tidligere har været vant til.

De sjældne diagnoser er snart ikke så sjældne mere i den forstand, at der bliver rigtig mange af dem. Der kommer behandlinger, som er målrettet én eller få patienter. For hvorfor skulle vi dog ikke målrette lægemidlerne så meget som muligt, når vi nu kan? Det er klart, at højt specialiserede behandlinger til meget snævre patientgrupper vil betyde ekstremt høje priser for behandlingen af hver enkelt patient.

Vi skal forholde os til de dynamiske effekter

Set fra et økonomisk synspunkt kan gode behandlinger ofte føre til besparelser andre steder i samfundet end på sygehusene. F.eks. når vi kan sikre, at patienter kan komme tilbage til arbejdsmarkedet pga. en ny og effektiv behandling.

Disse effekter – de dynamiske effekter – bør vi som politikere selvfølgelig forholde os til, men spørgsmålet er hvordan: Indfører vi det pr. automatik i Medicinrådets beregninger af fordele og ulemper ved nye lægemidler, risikerer vi at indføre en aldersdiskrimination ad bagdøren i forhold til de ældre, der står udenfor arbejdsmarkedet. Så vi har endnu til gode at finde en model for, hvordan vi på en ordentlig måde også forholder os til nye behandlingers effekt set i et større perspektiv.

Måske kunne man netop i Danmark etablere rammerne for at afprøve sådanne nye forretningsmodeller

Hvis scenariet om de virkelig høje priser på meget målrettede behandlinger holder, kommer Medicinrådet fremover sandsynligvis til at sige nej til flere og flere præparater, som potentielt kunne have været til gavn for rigtig syge patienter.

Det risikerer at blive de riges privilegium at kunne betale for at få behandlingen på privathospitaler. Ikke kun i Danmark – men måske i hele EU. Det ville på alle måder være en rigtig uheldig udvikling. Der er brug for at tænke nyt.

Udvikling i samarbejde mellem industri, lande og myndigheder

Jeg synes derfor, at det er på tide, at vi begynder at tænke i nye måder for udvikling og ibrugtagning af de særlige højteknologiske medicinske produkter. Vi har som samfund en interesse i, at alle danskere kan få adgang til de bedste behandlinger, hvis de får brug for det. Dette er ikke bare det offentlige sundhedsvæsens interesse, det vil også være medicinalindustriens.

I forbindelse med covid-19-pandemien havde verden med kort varsel et ekstremt vigtigt behov for at få udviklet og ibrugtaget vacciner til hele verdens befolkning. Der blev derfor indgået partnerskaber mellem lande/regioner, firmaer og myndigheder. Det sikrede den helt nødvendige og hurtige udvikling, afprøvning, godkendelse og distribution af vaccinerne. Til priser, som var aftalt på forhånd.

På det seneste har vi hørt om et gennembrud i forhold til forebyggelse af malaria hos børn i den tredje verden. En vaccine, der kan reducere forekomsten af alvorlige malariatilfælde hos børn.

Denne vaccine er udviklet med hjælp fra GAVI – en international vaccine-alliance bestående af både lande, internationale organisationer og private firmaer. Ved at indgå partnerskaber på tværs og kombinere ekspertise, når alliancen længere, end hver part ville have gjort alene.

Partnerskabet har sørget for at sikre et marked for de nyudviklede vacciner ved at arbejde sammen omkring den sidste pilottestning af det nye vaccineprogram. Dette har givet firmaerne en sikkerhed for salg i større skala – og dermed incitament til både udvikling og produktion. For de afrikanske lande, der har indgået i partnerskabet, betyder det helt konkret, at vaccinerne bliver tilgængelige for hele befolkningen.

Samtænkning af sundheds- og erhvervspolitik

Måske kunne vi også i Danmark og EU indgå partnerskaber på tværs af offentlige og private aktører og sammen undersøge nye forretningsmodeller for udviklingen af de højteknologiske behandlinger, som vi gerne vil gøre tilgængelige for vores borgere? Partnerskaber, der kan sikre, at vi stadig har råd til at betale for præparaterne.

Måske behøver erhvervspolitik og sundhedspolitik ikke være et enten/eller, men kan være et både og.

Og måske kunne man netop i Danmark etablere rammerne for at afprøve sådanne nye forretningsmodeller. Med en utrolig stærk og veletableret life science-industri og et velorganiseret sundhedsvæsen, hvor der struktureret og systematisk indsamles flere data end i langt de fleste andre lande, ville Danmark være det optimale land for pilotprojekter.

Jeg synes, at det kunne være en spændende og meningsfuld ny vej at gå. Og vi er nødt til at finde nye veje, hvis vi skal sikre, at det offentlige sundhedsvæsen i Danmark fortsat skal have mulighed for at tilbyde de fantastiske nye lægemidler og højteknologiske behandlinger, der er under udvikling. Til gavn for os alle.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-600 ord til debat.sundhedsmonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: