0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lars Skaaning
Foto: Lars Skaaning
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Morten Sodemann: De raske har stukket de syge blår i øjnene. Vi har ikke ét sundhedsvæsen

Det danske sundhedsvæsen er så fragmenteret, at det er forfejlet at tale om ét sundhedsvæsen. Myriaden af sundhedsvæsener er med til at forstærke uligheden i sundhed, skriver professor i global sundhed og indvandrermedicin Morten Sodemann.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vi plejer at sige, at vi har ét sundhedsvæsen. Det er sådan vi forstår det, fordi sådan er det mest trygt at forstå det. Doktor Hansen i tv-serien Matador er den ikoniske repræsentant, vi har på nethinden: En rummelig, empatisk og realistisk menneskekender.

Vi har valgt at kalde det »ét sundhedsvæsen«, fordi den korrekte betegnelse ville ligge betænkeligt tæt på sandheden: Et sygdomsvæsen.

Vi har også valgt at bygge enorme supersygehuse, fordi vi vil have samlet landets specialister i store, smarte bygninger, mens vi ligger på lækre hotelværelser, når vi bliver syge. Ligesom vi går til mekaniker, når bilen siger mærkelige lyde, og ringer til en murer, når muren slår ildevarslende revner, så tror vi, at vi går til læge, når vi er syge.

Det er bare en syg forestilling om virkeligheden.

Middelklassens banale smålidelser bliver behandlet lynhurtigt, mens de lavtlønnede og kortuddannede multisyge kronikere må vente

De raske har stukket de syge blår i øjnene. Vi har ikke ét sundhedsvæsen. Vi har derimod en broget, usammenhængende mosaik af strukturer og organisationer, der hver især mener, de udgør en integreret (sikkert også den vigtigste efter deres egen opfattelse) del af det, vi traditionelt opfatter som sundhedsvæsnet.

Sundhedsvæsnet startede som en enhed, der var centreret omkring en enkelt enerådende og formentlig selvhøjtidelig sygehuslæge, der kunne alt (og ingenting). Patienterne kunne være indlagt i månedsvis, og sygehusene havde typisk ikke mere end 8-20 senge. Og familielægen doktor Hansen tilså selv sine patienter.

Hvor super er supersygehusene?

Vi ved fra flere undersøgelser, at sygehuse med over 500 senge er økonomisk ineffektive, bl.a. fordi ledelserne mister overblik, og deres indflydelse på holdninger og værdier forsvinder. Alligevel har f.eks. Rigshospitalet over 1.150 senge, Odense Universitetshospital har over 950 senge, mens Aarhus Universitets hospital har over 850 senge.

Patienter i Danmark er nu indlagt i gennemsnit 2,9 dage, skriver mere eller mindre deres egne patientjournaler og behandles på samlebånd efter skabeloner. Doktor Hansen er forment adgang til sine patienter på sygehuset, og han skuffer måske ved at være knap så rummelig som stereotypen i Matador.

I takt med hyperspecialisering er det også blevet meget nemmere at afvise patienter

Desuden er der rige regioner og fattige regioner. Nogle regioner er dygtige til skader efter tobak og alkohol, nogle er dygtige til kræftbehandling med protonkanoner, mens en anden region er dygtig til at operere fosterhjerter. Allerede hér er der fem forskellige sundhedsvæsener, hvor social og geografisk ulighed spiller en afgørende rolle.

Der er rige og fattige kommuner. Få rige kommuner omkring hovedstaden – Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Hørsholm og Frederiksberg samt Østerbro i København – huser f.eks. 30 procent af landets privatpraktiserende speciallæger, mens befolkningen i de kommuner er landets sundeste.

Ude i kommunerne mener man også, at man har ét sundhedsvæsen. Men der er i realiteten 98 sundhedsvæsener – ét i hver kommune – og de skifter konstant politik og struktur, for det er en del af det kommunale selvstyre. I nogle kommuner er de sidste, få praktiserende læger over 70 år, og sidste mand lukker og slukker. I nogle byer er der sågar kun sygeplejersker til at varetage Doktor Hansens job.

Middelklassens småskavanker hasteundersøges

2,3 millioner danskere har private sundhedsforsikringer. Det skaber en kæmpe overbelastning af sundhedsvæsnet, fordi det giver en firesporet motorvej direkte ind til specialisten på sygehuset udenom ventelister og vanlig vurdering af Doktor Hansen.

Middelklassens banale smålidelser bliver behandlet lynhurtigt, mens de lavtlønnede og kortuddannede multisyge kronikere må vente. De kortest uddannede venter f.eks. ifølge en dansk undersøgelse i gennemsnit tre uger længere på ventelisteoperationer (såsom skulder, knæ, grå stær eller brok) end dem med længere uddannelser.

Raske Christiansborgpolitikere har besluttet, at alle patienter skal have en diagnose og være i behandling inden 30 dage – uanset problemets art. Det betyder igen, at alle får lige mulighed for hurtig tid i sundhedsvæsnet. Men i realiteten er det igen den raske middelklasses småskavanker, der hasteundersøges.

Da middelklassen er en meget stor gruppe, kommer det til at æde af sundhedsvæsenets sparsomme tid, og det er derfor på bekostning af de sårbare og udsatte. De rigeste i befolkningen modtager desuden væsentligt mere i medicintilskud for smertemedicin, end dem med lavest indtægt.

»Rige« og »fattige« sygdomme

De »rige« sygdomme – dem med de største patientforeninger og mest indflydelsesrige lægevidenskabelige selskaber, og de mest empatiskabende sygdomsfelter – får særlige bygninger på sygehusene betalt af private firmaer og patientforeninger: Steno diabetescentre, kræfthuse, Ronald MacDonald-huse og Legofonden på Børneriget.

Men der er mange andre sygdomme, som ikke har X-faktor eller penge i ryggen, men som måske i endnu højere grad har brug for et hus i sundhedsvæsnet. Tag f.eks. psykisk syge med fysisk sygdom, hjerneskadede, multisyge, de ensomme eller dem, der ikke kan læse. Her kan man også tale om et A- og et B-sundhedsvæsen.

Vi har ikke ét sundhedsvæsen. Vi har derimod en broget, usammenhængende mosaik af strukturer og organisationer

Og så er der den forgrenede specialisering. Der er 125 lægelige specialer. I nogle specialer er der over 25 subspecialer. Det er en nødvendig og rigtig udvikling i forhold til viden, erfaring og kvalitet på tiltagende mere nuancerede behandlingsmuligheder. Men det skaber helt unødvendig ulighed.

For i takt med hyperspecialisering er det også blevet meget nemmere at afvise patienter. Patienter med uklare symptomer eller flere sygdomme kan legitimt afvises, uagtet at der ikke er andre, der kan behandle patienterne. Det betyder at der skabes en patientgruppe, der falder udenfor, hver gang man skaber en ny specialisering.

For specialisering kræver i sig selv, at de patienter, der kommer til behandling, fejler nøjagtigt dét der behandles i specialet. Dét er der meget få patienter der gør.

Hvor er patient-ministeren?

Spørger man patienterne, så vil de fleste formentlig sige, at der er ét sundhedsvæsen for de rige med lange uddannelser og et andet for de andre. Patienterne ved godt, at der sker forskelsbehandling, afhængigt af hvor man bor, og om man har pårørende. Jeg tror heller ikke, patienterne mener, at store sygehuse med store stuer er løsningen.

De mærker, at tiden er knap, og at Doktor Hansen kun findes på tv. Mange vil også opleve, at man skal vide, hvad man fejler, før man går til læge. De oplever på egen krop, at vi har et fragmenteret, usammenhængende sundhedsvæsen skabt af de raske.

Men hvem skal de sige det til?

De raske hører øjensynligt ikke efter, og der er ikke en patientminister, en sygdomsminister eller en sygdomsstyrelse, som de kan identificere sig med.

Sygehusene har heller ikke en patientdirektør, som er ’deres’ direktør. Ethvert nyhedsmedie har en læsernes eller seernes redaktør, der holder kollegerne i ørerne. Så hvorfor er det, vi raske ikke tør give patienterne deres egen stemme i sundhedsvæsnet?

Sikkert fordi det ville blive klart, at vi ikke har ét sundhedsvæsen, men mindst to: Et for de bekymrede raske med lange uddannelser og et for de syge med korte uddannelser.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.politikensundhed@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: