0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Andreas Haubjerg/Ritzau Scanpix
Foto: Andreas Haubjerg/Ritzau Scanpix
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Speciallæge og professor emeritus: Årtiers reformpolitik har ikke formået at løse uligheden i sundhed

Ulighed i sundhed er et politisk prioriteret, men komplekst problem, som udbygning af sundhedsvæsnet og årtiers reformpolitik ikke har formået at løse. Det er tværtimod blevet gradvist værre i de 50 år, det har været målt, skriver speciellæge Finn Diderichsen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ulighed i sundhed opfattes med rette først og fremmest som et politisk og etisk problem, fordi systematiske forskelle i helbred skaber en uretfærdig ulighed i menneskers frihed til at leve det liv, de sætter pris på.

Men det er også en udfordring for den bredere velfærdspolitik.

Den voksende ulighed i sundhed viser sig – formuleret med andre ord – som en stærkere association mellem kort uddannelse, dårligt helbred og usikker beskæftigelse.

For en socialt investerende velfærdspolitik, som søger at være mere forebyggende og forberedende end reparerende, bliver det en stor udfordring.

Reformkommissionen kom i slutningen af maj med sin første rapport, hvor de med et økonomisk udgangspunkt identificerede fem prioriterede problemer.

Ulighed i sundhed er ligesom de fem områder et politisk prioriteret, men komplekst problem, som udbygning af sundhedsvæsnet og årtiers reformpolitik ikke har formået at løse. Det er tværtimod blevet gradvist værre i de 50 år, det har været målt.

Lad mig forklare, hvordan det hænger sammen med reformkommissionens prioriteringer:

1. Unge med uforløst potentiale

20 procent af de 25 årige står uden en ungdomsuddannelse og knapt 50.000 unge i alderen 15-24 år er uden job, og de har ikke og er ikke i gang med nogen ungdomsuddannelse. Data fra regionernes sundhedsprofiler 2017 viser, at i den gruppe lider en femtedel af en langvarig psykisk lidelse og en tredjedel har alvorlige psykiske symptomer.

Det er seks gange så hyppigt som blandt dem, som er i arbejde eller studerer, og forekomsten er steget kraftigt på bare nogle få år. Hyppigheden af fysiske symptomer er også kraftig forhøjet.

En voksende gruppe af voksne er for syge til at arbejde

og for raske til at få førtidspension

For mange unge er det et resultat af en ond cirkel: de starter i skolen med svage forudsætninger, får psykiske besvær af vanskelighederne med skolearbejdet, og det fører til endnu flere symptomer.

Højt skolefravær er en god advarsel om mistrivsel. Det skal monitoreres omhyggeligt, og forældrene skal kontaktes for at nå familien med en af de mange effektive indsatser, som findes.

2. Voksne uden fodfæste på arbejdsmarkedet

En voksende gruppe af voksne er for syge til at arbejde og for raske til at få førtidspension. De bliver ofte henvist til at leve på kontanthjælp med den usikkerhed og økonomiske stress, det giver.

Det er ikke noget, de bliver raskere af.

De har ofte både et fysisk og psykisk dårligt helbred: De har ni gange så ofte fysiske og seks gange så ofte psykiske symptomer, som de der er i arbejde. Mange har flere sygdomme samtidig. De savner for det meste også en efterspurgt uddannelse.

Det skaber en stor klinisk udfordring for sundhedsvæsenet, fordi det er vanskeligere at hjælpe en patient med behandling og rehabilitering om vedkommende også savner en efterspurgt uddannelse og dermed også har en usikker position på arbejdsmarkedet.

Resultaterne taler sig tydelige sprog: uanset om det gælder overlevelse efter kræft, eller tilbagevenden til arbejde efter rehabilitering med en psykisk lidelse, klarer de veluddannede sig betydeligt bedre.

3. Komplekst møde mellem borgeren og det offentlige

Reformkommissionen peger på, at den socialt sårbare borger ofte må søge hjælp på mange forskellige kommunale kontorer for hjælp med beskæftigelse, problemer med familie og ydelser etc.

De møder mange forskellige sagsbehandlere. Men det er ofte også mennesker, som lider af flere både fysiske og psykiske problemer. Ligesom vi har set det for covid-19, så påvirker sygdomme hinandens forløb. Dødeligheden i infektionen er meget større, om man også lider af andre fysiske eller psykiske sygdomme.

Vores sundhedsvæsen er blevet meget specialiseret. Det har været godt for effektivteten i behandlingen af den enkelte sygdom, men det har gjort det svært for multisyge, som må rejse rundt til mange forskellige ambulatorier.

De behøver generalister som tovholdere, men almen praksis er ofte tyndt bemandet i perifere områder eller udsatte bydele. Sundhedshuse indeholder også kun sjældent et jobcenter eller socialkontor.

4. Uudnyttet produktivitetspotentiale

Der kan ofte være et mismatch mellem den ansattes arbejdsevne og arbejdets krav. Det medfører sygefravær og lavere produktivitet. En bedre match mellem ressourcer og krav kan opnås med en bevægelighed på arbejdsmarkedet. Men det kommer ikke uden en omkostning.

Flere studier taler for, at de, som hyppigt skifter job oftere, lider af stress-relateret hjertesygdom og psykiske besvær – både som effekt af, og årsag til mobilitet. Men det forbedrer ikke chancen for at vende tilbage til arbejde efter sygefravær.

Desværre har heller ikke sundhedsvæsenets mange forsøg med tværfaglige rehabiliteringsteam været gode til det

Desværre har heller ikke sundhedsvæsenets mange forsøg med tværfaglige rehabiliteringsteam været gode til det. Det handler mere om at skabe fleksible arbejdskrav, som kan tilpasses den enkeltes arbejdsevne.

De fire grupper, jeg her har beskrevet, og som Reformkommissionen har identificeret, behøver en effektiv psykiatri og et sundhedsvæsen med nær adgang til alment praktiserende læger, som kan være tovholdere for de social sårbare og multisyge, og som har et nært og tillidsfult samarbejde med socialsektoren.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.sundhedsmonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: