0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Sundhedsdirektører: Tiden for lappeløsninger på væksten i diagnoser hos børn og unge er løbet fra os

Antallet af børn og unge, som får en psykiatrisk diagnose, er steget mere end voldsomt de seneste 10 år. Det sprænger budgettet i mange kommuner og viser med al tydelighed, at vi er nødt til at finde varige, holdbare løsninger, skriver formanden for sundhedsdirektørene i kommunerne FSD, Jakob Bigum Lundberg.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I hver 9. klasse i folkeskolen sidder i gennemsnit to elever med en psykiatrisk diagnose.

Det afspejler dels en vækst på 45 procent det seneste årti i diagnoser blandt børn og unge – fra 39.400 i 2009 til ca. 57.100 i 2019. Og dels at jo ældre børnene er, desto højere er forekomsten af psykiske sygdomme. Det viser rapporten ’Udviklingstendenser i forhold til børn og unge med psykiatriske diagnoser’ fra Social- og Indenrigsministeriets Benchmarkingenhed fra august 2020.

Tallene er i sig selv skræmmende – af mange årsager

Tallene er i sig selv skræmmende – af mange årsager.

Først og fremmest jo fordi der bag hver diagnose er et barn eller en ung og en familie, som har det rigtig svært, og som har brug for hjælp. Ofte både fra kommunen og fra behandlingssystemet – til udredning, måske til behandling og til støtte i f.eks. skolen.

Og fordi vi ikke ved, hvorfor den vækst i diagnoser faktisk finder sted.

Men vi møder unge, som har ondt i livet, har selvskadende adfærd, angst, depressioner, er ensomme, isolerede osv.

Uden årsag ingen løsning

Men set med kommunale briller er udviklingen også en udfordring – fordi når vi ikke kender årsagen, kan vi heller ikke løse problemet. Og væksten i behovet for støtte presser både den kommunale økonomi ganske alvorligt og det psykiatriske behandlingssystem, hvor ventetiderne kun vokser.

Nye tal fra NB-Økonomi viser, at det specialiserede socialområde, som der her er tale om, i 2021 sprængte budgetterne i mange kommuner med samlet set hundredvis af millioner kroner.

Så det er altså en situation, alle parter i det kommunale eller regionale sundhedssystem ønsker at gøre noget ved – og det kan kun gå for langsomt.

Tænk hvis vækst på 45 procent i kræfttilfælde

Derfor er det også ærgerligt at konstatere, at netop det specialiserede område ikke blev tilført flere midler i aftalen mellem KL og regeringen om kommunernes økonomi i 2022.

Vi kommer ikke udenom, at det også koster flere penge, når antallet af diagnoser vokser med 45 procent.

Tænk bare, hvis det var kræfttilfælde eller blodpropper.

Den anden side af mønten i denne sag er forholdet mellem borgerne – de familier, som henvender sig hos kommunen og regionen for at få hjælp. De møder op med en forventning om, at vi kan hjælpe.

I kommunerne handler det om støtte og indsatser efter servicelovens regler. Og familierne føler både afmagt og vrede, hvis de ikke føler sig mødt. Det bliver hurtigt en kompleks diskussion, som trækker linjerne skarpt op: Hvad kan borgerne forvente af os, hvad kan de kræve?

Kan ikke hoppe fra tue til tue

Det korte svar er, at økonomien skal hænge sammen både for den enkelte familie og for kommunen. Og hvordan vi løser den knude, mangler vi stadig at finde den bæredygtige og fornuftige løsning på.

Men sikkert er, at vi ikke fortsat kan hoppe fra tue til tue, hverken økonomisk eller praktisk. Vi skal flere spadestik dybere for at finde løsninger, som holder.

I den proces skal vi som kommune være helt klare i mælet om den hjælp, vi tilbyder indenfor lovgivningen. Det omfatter også en tydelig forventningsafstemning.

For bottom line så har vi jo en fælles mission – at finde løsninger

Det bliver endnu mere vigtigt, fordi det specialiserede område ikke tilføres nye midler i 2022. Men det er altså også rigtig vigtigt, at vi samtidig holder fast i, at vi indenfor den økonomiske ramme, vi nu engang har fået, er enige om, at vi altså vil udvikle kvaliteten i samarbejdet mellem borgere og kommune.

Vi skal naturligvis have retssikkerheden i centrum, men vi skal også i kommunerne lytte til borgerne, for at høre, om vi kan forbedre deres oplevelse af mødet med os. Det kan vi gøre – uanset flere penge eller ej.

For bottom line så har vi jo en fælles mission – at finde løsninger, så det enkelte barn eller ung kan leve det gode liv sammen med sin familie og netværk, og hvor kommunen og andre aktører kan byde ind med den rigtige støtte.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.sundhedsmonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: